STILL FACE EXPERIMENT

I denne filmsekvens ses et relationelt eksperiment, som tydeligt viser betydningen af både at få – og ikke få – respons fra nær omsorgsperson (her mor) på barnets initiativer.
Klippet viser også, hvor sensitivt barnet er i forhold til den følelsesmæssige stemning i kontakten, og hvor dybt afhængigt barnet er af sine omsorgspersoner og samspillets kvalitet, når det handler om at grundlægge et sundt tilknytningsmønster. Vi ser også noget om de erfaringer barnet får med hensyn til at regulere sin indre tilstand. Som mennesker er vi dybt afhængige af at blive set og mødt i kontakten og kommunikationen med betydningsfulde andre for at kunne udvikle os. Gennem de seneste 30 år er der forsket meget i børns tidlige tilknytning, og det er slået fast med syvtommersøm, at barnet lige fra fødslen er parat til at indgå i tidlige emotionelle samspilsprocesser- og er dybt afhængig af at blive mødt på sine initiativer – initiativer her forstået som både barnets udtryk for sine indre tilstande og for barnets handlinger.

Tryg tilknytning

I første del af filmen ses det normale samspilsmønster mellem mor og barn. Det ses, at barnet har udviklet et trygt tilknytningsmønster, idet barnet er vant til at have en mor, som er engageret i kontakten og skaber en god stemning med bløde og kærlige toner. Mor holder øjenkontakt og viser sit barn et ansigt, der udtrykker imødekommenhed og glæde over barnets tilstedeværelse. Mor følger barnets initiativer og barnets opmærksomhedsfokus – altså møder mor sit barns initiativer ved at være optaget af det, der optager barnet og ved at benævne initiativer. Undervejs i kontakten søger både mor og barn at samstemme følelser og hensigter, og det kan tydeligt iagttages, at barnet er vant til dette sunde og udviklingsstøttende samspilsmønster.

Emotionel stress

I anden del af filmen er mor instrueret i at vende sig bort, komme tilbage – og for en stund ikke give barnet nogen form for respons på initiativer. Alens iagttagelse heraf kan føles ubehageligt – og det er ikke svært at forestille sig, hvor overvældende barnets oplevelse i situationen må være. Forandringen hos mor registreres med det samme af barnet, som hurtigt forsøger sig med forskellige strategier for at få mor tilbage – og genetablere det trygge, velkendte mønster i dig, mig og vi to – samspillet. Da ingen af barnets initiativer virker i forhold til at få mor tilbage, skruer barnet op for adfærd, bliver højrøstet og tydelig i sit emotionelle udtryk, nemlig tilstanden af frustration. Selvom frustrationen er kortvarig og overkommelig bringer den tydeligvis barnet ind i en emotionel stresstilstand.

Regulering

I sidste del af filmen ses, hvordan mor, med sin normale og engagerede måde at være i kontakten med sit barn på, hurtigt hjælper barnet tilbage til en tilstand af ro og tryghed, hvor barnet er klar til at genoptage sine lege- og kontaktinitiativer. Mor repræsenterer den beskyttende faktor, der rummer barnets tilstand og som i slutningen af filmen hjælper barnet med at regulere sig ud af frustrationen. Netop i mødet med frustrationer har alle børn et udviklingsbehov i forhold til at kunne blive i stand til at rumme og overkommeemotionelt stressfyldte situationer – en mestring som kun opnås ved at gennemleve og overvinde de stressfyldte situationer. Men behovet er optimale frustrationer i et passende omfang, såvel som passende i forhold til udviklingstrin, så barnet kan overkomme at rumme dem og efterfølgende vende tilbage til varmen i det trygge samspil.
Hvis børn derimod for ofte oplever for store frustrationer i for stort omfang og har erfaringer med et uafstemt samspilsmønster, hvor barnet sjældent bliver hjulpet tilbage til en følelsesmæssig velreguleret tilstand med lindring og trøst, vil dette få alvorlige udviklingsmæssige konsekvenser og præge barnets strategier og tilknytningsmønster i fremtiden. Barnet er dermed dybt afhængigt af omsorgspersonens evne til at sanse øjebliksforandringer i barnets mentale tilstande og understøtte barnets evne til selvregulering.

FILM: “FØLELSER – DET NONVERBALE SPROG”

I denne filmsekvens ses ligeledes et relationelt eksperiment, der viser hvordan babyer allerede fra 9-12 mdrs. alderen begynder at gøre det vi alle gør, når vi bliver usikre/utrygge i en eller anden opstået situation – nemlig kigge os omkring for at se hvordan andre reagerer på det samme… Eksperimentet dokumenterer, hvor stor betydning den nonverbale kommunikation har for barnets udfoldelse og ageren i usikre situationer. Det ses her tydeligt, hvor stor rolle betydningsfulde andres emotionelle, nonverbale kommunikation har i forhold til at målrette og regulere barnets udforskning i ukendte kontekster.

I eksperimentet er der midtvejs på bordet en visuel kløft, der for barnet synes at falde stejlt nedad. På den anden side er bordet er der et stykke legetøj, som barnet opmuntres til at kravle over til.
Den betydningsfulde voksne er instrueret i henholdsvis at vise et glad og opmuntrende ansigt, og et frygtsomt ansigtsudtryk.

Børn vil, når de registrerer egen utryghed og usikkerhed, typisk kigge op på den betydningsfulde voksne mht. på social referering – altså søge at forstå hvad barnet skal/ikke skal gøre. Når baby ser over på mor – og mor viser frygt, så vil dette ansigt typisk få baby til at stoppe op. Når mor derimod smiler og opmuntrer, vil baby normalt overkomme egen usikkerhed / frygt og kravle videre, på trods af den åbenlyse og faretruende visuelle kløft.