Oplever I at være på rette vej I jeres familieliv? - Eller ønsker I hjælp til at skabe nødvendige forandringer?
Jeg kan hjælpe jer med at opnå et positivt samspil i jeres familie og med at styrke jeres børns sunde udvikling og trivsel.
Alle vi der er forældre, vil sandsynligvis kunne nikke genkendende til, at der både er en stor gave – og opgave forbundet med at blive og være forældre…
Forældreopgaven er en lang og løbende udviklingsproces, der over tid uundgåeligt vil byde alle forældre på udfordringer, efterhånden som vores børn vokser op.
I den sammenhæng kan der melde sig mange spørgsmål og overvejelser, når børn og forældre sammen støder ind i problematikker eller mønstre, der måske kommer til at fylde negativt i familien og som kan være vanskelige at løse på egen hånd.
Som forældre ønsker vi alle at gøre det bedste for vores børn og give dem optimale opvækstvilkår, ligesom vi ønsker os et godt familieliv med trivsel for alle – med trygge og harmoniske børn, der udfolder sig i livet.
Men uanset om børn udvikler sig normalt eller måske har et medfødt handicap eller en udviklingsforstyrrelse, kan forældre opleve at komme i tvivl om, hvad der mon skal til for at skabe det gode familieliv med den trygge base, der styrker barnets udvikling og trivsel? Mange forældre må erkende at dette absolut ikke er så ligetil og kan nå til et svært sted, hvor man føler decideret afmagt i forhold til forældreopgaven.
Familiens trivsel og livskvalitet
Ud fra den nyere udviklingspsykologiske forskning ved vi, at barnets erfaringer og oplevelser fra samspillet med de nære og betydningsfulde relationer, får afgørende indflydelse på barnets måder at agere i samspillet med andre mennesker på – resten af livet…
Da forældrene for de fleste børn er de nærmeste – og i de fleste tilfælde også de bedste – til at sikre barnets udvikling og trivsel, er forældrerådgivning en værdifuld investering i det gode familieliv, hvor et rådgivningsforløb kan gøre en stor og mærkbar forskel i forhold til familiens trivsel og livskvalitet.
I mit arbejde med forældrerådgivning tager jeg udgangspunkt i jeres spørgsmål og i de udfordringer og problematikker, I ønsker hjælp til. På den måde vil I opleve indsatsen som relevant, når vi tager sammen tager fat lige der, hvor I oplever det er svært at være – og hvor I mærker et behov for at skabe forandringer. Samtalerne foregår i min praksis eller over Skype, hvis I ønsker dette.
I rådgivningen anvender jeg Marte meo metodens udviklingsstøttende principper. Ud fra videooptagelser i jeres familie, vil jeg i den efterfølgende samtale vise jer, hvor ressourcer og potentialer ligger i forhold til at skabe de forandringer, I ønsker.
At vi taler ud fra videooptagelser sikrer, at arbejdet giver mening for jer samt bliver relevant og konkret i forhold til hvordan I kan vende et negativt samspil til et mere positivt.
Jeg kan hjælpe jer med mange typer af spørgsmål og udfordringer, der er forbundet med at være forældre. Herunder nogle typiske problematikker, der kan løses gennem forældrerådgivning ud fra Marte meo metoden:
- Hvorfor har vores barn det svært i socialt samspil med andre børn?
- Hvordan får vi vendt negative mønstre i vores familie?
- Hvad skal der til for at styrke trivsel, kontakt og tryg tilknytning i vores familie?
- Hvad gør vi når vores barn slår og handler destruktivt?
- Hvordan kan vi hjælpe vores barn, når det reagerer med utryghed og angst?
- Hvordan får vi vores barn til at samarbejde, i stedet for at modarbejde?
- Hvorfor har vi så mange konflikter i familien?
- Hvordan kan vi hjælpe vores barn, der er udad-reagerende med voldsomme vredesudbrud?
- Hvordan håndterer vi vores frustration, når vores teenager taler grimt og respektløst til os?
- Hvordan beroliger jeg mit spædbarn, der græder meget?
- Hvordan kan vi bedst styrke vores barns selvtillid og selvværd?
- Hvordan kan vi få skabt en hyggelig stemning under måltiderne?
- Hvordan får vi vores barn til at sove i sin egen seng / på sit eget værelse?
- Hvordan støtter vi vores barn, der er indadvendt og tilbageholdende?
- Hvad kan vi stille vi op overfor søskendejalousi?
- Hvordan tager vi hånd om vores barn, når det afviser at spise?
- Hvordan opdrager vi vores barn, der har autisme? (eller andre udviklingsproblematikker)
I er meget velkomne til at kontakte mig for at høre nærmere.